SOCIALDEMOKRATIET I VORDINGBORG

NYHEDSBREV OKTOBER


Nej til billig udenlandsk arbejdskraft

Der er mange vigtige kampe at tage imod dem der ønsker at ødelægge velfærdssamfundet og dem der ønsker at underminere det danske arbejdsmarked. Men lige nu foregår en af dem der faktisk er ganske vigtig. For hvis det danske samfund fortsat skal have succes, og kunne sikre et godt velfærdssamfund, så kræver det at vi forsøger at få alle med. At vi forsøger at gøre arbejdsmarkedet bedre og sikre at der er arbejde, også til dem der måske ikke kan klare en fuldtidsstilling. Vi skal udnytte tider hvor arbejdsløsheden faktisk er ganske lav til at uddanne flere, til at skabe flere lærepladser.

Vi skal ikke åbne op for mere social dumping, vi skal ikke åbne op for at den danske arbejdskraft skal konkurrere på lønnen i stedet for kompetencerne, og vi skal ikke åbne op for at erhvervslivet kan finde endnu mere underbetalt arbejdskraft, mens man nægter at tage ansvar for fremtidens arbejdsmarked.
Derfor er det vigtigt at vi står skulder ved skulder med den danske fagbevægelse og siger nej til regeringens ønske om at skaffe billig udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Socialdemokratiet ønsker ikke at sænke beløbsgrænsen for at kunne få arbejdskraft til Danmark fra lande uden for Europa. Det står vi fast på. For vi ønsker ikke at tre ud af fire faglærte skal konkurrere med billig udenlandsk arbejdskraft. Vi ønsker ordnede forhold for vores faglærte.

 

Se 3F's video her om billig arbejdskraft


Ugens bog tip 😊

Jeg kommer normalt ikke med tip om bøger. Men i denne uge vil jeg gøre en undtagelse. I tirsdags havde Farmorhuset i Vordingborg nemlig 10 års fødselsdag, og jeg var selvfølgelig forbi med en blomst. Men jeg kom også til at købe en af farmors nye bøger, ”Vinter med Farmor”. Nu har jeg i flere omgange haft tid til at læse den, og kigge i den sammen med min datter. Og den er god. Ikke mindst pga. pladsen i bogen til at fantasere og tænke videre over billederne og over hvad farmor laver. Fra både stor og lille her hjemme, skal der lyde en klar anbefaling. Vi glæder os allerede til at bygge snemænd som kan danse.  😊


Lige adgang til sundhed

Fredag den 12. oktober kom Socialdemokratiet igen med et vigtigt og godt udspil. Denne gang med et sundhedsudspil der skal sætte mennesket før systemet og skabe tid til omsorg.

Sundhedsudspillet bygger på tre pejlemærker, tid, nærhed og lighed, og byder blandt andet på krav om flere sygeplejersker. Det er et flot udspil der sætter nogle vigtige retningslinjer for hvor det danske sundhedsvæsen skal bevæge sig hen. Jeg vil gerne fremhæve nogle af principperne om nærhed.

Her ligger udspillet blandt andet op til at pålægge nyuddannede læger en 6-måneders tvungen periode hos praktiserende læger i udvalgte områder af landet. Det vil hjælpe i vores område, hvor mange læger går på pension og ikke erstattes af nye. Læger får gratis en dyr uddannelse og jobsikkerhed med høj løn. Derfor mener jeg også at det er rimeligt at de unge læger vise solidaritet og hjælper med at løse den ekstraordinære udfordring vi har lige nu, med mangel på læger, så vi kan genskabe trygheden i at have læger i nærheden. Vi skal huske på at vores sundhedssystem er bygget sådan op, at den praktiserende læge er indgangen til hele systemet. Derfor er dette et forslag der kan hjælpe indtil vi får uddannet flere læger.

Vi vil også have nærhospitaler, hvor man kan behandle milde infektioner hos ældre, skanne, have jordemoder mv. Og det er vigtigt i områder som vores, for nærhed er en kvalitet i sig selv. Mange har f.eks. begrædt nedlæggelsen af Stege Sygehus, og det kan jeg godt forstå. Derfor er det vigtigt at vi understreger at det er en kvalitet at kunne blive behandlet tæt på, hvor man bor.

Det sidste jeg vil fremhæve er forslaget om ingen brugerbetaling. Kommunerne har styrket det nære sundhedsvæsen ved at oprette akutpladser særligt for ældre som alternativ til indlæggelse. Men mange har oplevet at opholdene med mad, pludselig koster penge. Det går hårdt ud over de svageste ældre, der ikke har råd til at betale de penge, det koster at være på en akutplads. For mig, er den fri og lige adgang til sundhed en grundsten i vores velfærdssamfund, og Pengepungens størrelse må aldrig afgøre, om danskerne kan få behandling.

Det nye sundhedsudspil er klassisk socialdemokratisk politik, der sætter velfærd i højsædet.

Læse udspillet her: Tid til omsorg 

 

Mette Frederiksen på besøg i Vordingborg

I onsdags havde vi fornøjelsen af at tage imod Mette Frederiksen i Vordingborg. Hun havde et indlæg på gymnasiet for en sal fuld af unge mennesker. En veloplagt formand kom bredt forbi mange store emner. Og det gjorde de unge mennesker i den grad også. Jeg er meget imponeret over hvor mange og hvor gode spørgsmål de unge mennesker på gymnasiet stillede. Vi kom forbi alt fra kvoteflygtninge, til aktiv dødshjælp og klimaforandringer. Spørgsmålene var velovervejede og bar præg af stærke holdninger og politisk interesse. Mette F. gjorde alt for at komme igennem mange spørgsmål og samtidig give gode lange svar, men vi var ikke i nærheden af at nå alle spørgsmål før tiden var gået og den store røde bus igen trillede videre. Tusind tak for besøget til Mette Frederiksen. Det var en fornøjelse. Og stor ros til gymnasiet for det flotte arrangement.   

 



Bevar bussen.

Bus 660R er en af de busser der er nævnt i spareforslaget fra Region Sjælland. Ifølge forslaget skal en lang række busser på Sjælland lukke. Det skyldes ikke at regionen har klumret i det, men derimod at regeringen og Dansk Folkeparti igen har haft sparekniven fremme. Denne gang har de fjernet de penge der gik til erhvervsfremme i regionerne. I Region Sjælland gik størstedelen af de penge til kollektiv transport.
Vi kan takke en uduelig regering for at vi overhovedet skal bruge tid på at finde ud af hvilke busser på Sjælland der må lukkes. Og vi huske på at flosklen om ”et Danmark i balance” åbenbart ikke rigtig gælder for den nuværende regering.
Jeg har sat kampen for vores bus øverst på dagsordenen. Af den simple grund at det ville være en katastrofe hvis den lukker. Den buslinje er en livsnerve igennem kommunen. Den sikrer at vores unge mennesker på Møn, i Kalvehave, i Stensved osv. Kan komme ind til deres uddannelse. Og den sikrer sammenhæng i kommunen. Den buslinje skal bevares. Jeg har skrevet en del om det i aviser, og på sociale medier. Og jeg brugte min taletid på den Socialdemokratiske kongres på at gøre Mette Frederiksen og alle andre opmærksomme på at hvis vi skal hænge sammen, så skal bussen fortsat køre. Den kamp kæmpes videre og jeg er optimist.

Pengene tilbage til velfærden.

Igennem mange år har den berømte udligningsmodel, som har til hensigt at sikre økonomisk udligning mellem kommunerne, ikke været god nok. En af årsagerne har været at den ikke har medregnet den uddannelse som indvandrere havde med i bagagen. Det har betydet at pengene er blevet forkert fordelt imellem kommunerne. Heldigvis rettes der op dette nu.
Regeringen mener at det skal betyde en kompensation til storbykommunerne på 2,2 mia. kr. fremadrettet, så de ikke mærker konsekvenserne af at miste de penge. Men alle de kommuner, heriblandt Vordingborg, som er blevet snydt i årevis, mener regeringen ikke fortjener en krone.
Det er helt galt. Derfor har Mikael Smed og jeg sat fokus på det Socialdemokratiske forslag om at give en kompensation til alle de kommuner der er blevet snydt i årevis. For Vordingborg Kommune drejer det sig om 50 mio. kr. som man kunne få tilbage. Penge som igennem mange år er forsvundet fra vores velfærd. De penge ville lande et godt sted. Og derfor skal de selvfølgelig indgå i den kommende finanslov. Et Danmark der hænger sammen handler også om at kommunernes økonomi kan levere velfærden, og derfor står det højt på den Socialdemokratiske dagsorden at sikre at pengene kommer tilbage til velfærden.




Socialdemokratiet i Vordingborg kommune: liselotte

Lav din egen hjemmeside